Den uskyldige strand
Stranden ligger fredelig og ren foran mig. Bølgerne glider stille ind over sandet, og alt ser ud til at være i perfekt balance. Det er naturen, når den er allermest uskyldig.
Stranden ligger fredelig og ren foran mig. Bølgerne glider stille ind over sandet, og alt ser ud til at være i perfekt balance. Det er naturen, når den er allermest uskyldig.
Men når jeg bevæger mig tættere på vandkanten, ændrer noget sig. Små stykker skrald dukker op mellem stenene. Først næsten skjult, men nok til at bryde illusionen af den perfekte strand.
Nu er det umuligt at overse. Plastik, flasker og affald ligger helt ude i vandkanten, hvor bølgerne skyller ind over det. Kontrasten mellem naturens bevægelse og menneskers efterladenskaber bliver pludselig brutal og tydelig.
Lidt længere væk står en skraldespand. Den virker fjern, som om den er der, men alligevel ikke bliver brugt. Afstanden mellem skraldet og skraldespanden fortæller sin egen historie om manglende ansvar.
Set fra oven står skraldespanden helt tom. Den bliver et symbol på valget, vi står overfor. Naturen bliver kun beskidt, når vi vælger ikke at bruge den. Den tomme skraldespand viser, at løsningen er enkel, og at ansvaret ligger hos os.
